|
Efter 100 år får Det Kongelige Teater et tidssvarende Skuespilhus og Københavns Havn et udadvendt kulturhus
Af Niels Nielsen |
|
Efter mere end 100 år i huse, der oprindelig er opført til andet end skuespil, får Det Kongelige Teater med det nye Skuespilhus i Københavns Havn omsider en bygning med optimale scene- og teknikforhold for moderne dramatik. Samtidig markerer Skuespilhuset afslutningen på en af de største omvæltninger i Det Kongelige Teaters historie med tre store nybyggerier på under ti år, der har fordelt skuespillere, operasangere, balletdansere og teknisk personale på fire adresser i hovedstaden. For København betyder Skuespilhuset med den fremskudte, åbne publikumsfoyer og indbyggede friluftsscene, at Inderhavnen tilføres tiltrængt kulturel aktivitet, der for alvor forvandler området fra nedslidt erhvervsområde til levende oplevelseskvarter.
I 1874
Det er en mangeårig debat om arkitektonisk udformning og placering i byen, der afsluttes, når scenetæppet den 16. februar trækkes til side for premiereforestillingen, Hamlet, i Det Kongelige Teaters nye Skuespilhus i Københavns Havn.
'Historien om det nye Skuespilhus starter egentlig helt tilbage i 1874, hvor Gamle Scene stod færdig, og allerede ved indvielsen på mange måder var forældet, fordi akustikken og skuespilstilen krævede en mindre og mere intim scene,' forklarer teknisk direktør Nikolaj Jensen fra Det Kongelige Teater.
'Siden da er der så godt som hvert tiende år kommet forslag til mere tidssvarende sceneforhold for teateret. Det resulterede først i overtagelsen af Stærekassen fra 1931, der tidligere fungerede som koncertsal for den daværende Statsradiofoni, og senere Turbinehallerne i det tidligere elværk i Adelgade og i nyere tid forslaget til 'Teaterfuglen' fra 1996.'
'Det var først i år 2000 med beslutningen om at modtage en ny operabygning på Dokøen som en gave fra A.P. Møller-fonden, at der samtidig blev åbnet op for opførelsen af det nuværende Skuespilhus ved havnen, der helt fra grunden er opført til at skabe optimale rammer for at opføre nutidig dramatik,' fortæller Nikolaj Jensen.
Revolution
Udover det nye Skuespilhus og Operaen, der blev indviet i januar 2005, tog Det Kongelige Teater i efteråret 2006 også en tidligere værftsbygning på Refshaleøen i brug til produktion af kulisser.
'Nybyggerierne har på mange måder været en revolution i Det Kongelige Teaters historie, men selvom kunstarterne er placeret på hver deres adresse, vil teateret fortsat fungere som en helhed,' fortæller Nikolaj Jensen.
'For den daglige drift betyder det, at de stordriftsfordele ved kulisse- og kostumeproduktion, der altid har været, fortsat vil eksistere, selvom der på både Skuespilhuset og Operaen også er indrettet værksteder, hvor kostumerne kan rettes til.'
Med opførelsen af Skuespilhuset nedlægges Turbinehallerne som teaterscene, mens Slots- og Ejendomsstyrelsen har overtaget den fredede Stærekassen.
Der vil fortsat blive opført ballet og opera på Gamle Scene på Kgs. Nytorv, hvor også den fælles administration, balletskolen samt kostumeproduktion stadig vil have adresse.
Menneskemagnet
Skuespilhuset har fået en meget central placering i Københavns Inderhavn helt ud til kajen for enden af Sankt Annæ Plads ved Kvæsthusmolen, hvor Oslobåden lå til kaj indtil efteråret 2004. Dermed bliver huset et naturligt stop på turisternes rute mellem Nyhavn ud langs Larsens Plads til Amaliehaven og videre mod Langelinie til Den lille Havfrue, hvilket uden tvivl vil forvandle det tidligere færgeleje til en menneskemagnet på alle tider af døgnet og året.
Den centrale placering udnyttes da også maksimalt i Skuespilhusets arkitektoniske udformning.
Bygningen er dramatisk skudt helt ud i havneløbet med den glasbeklædte publikumsfoyer dramatisk svævende på søjler over vandspejlet, hvor gulvfladen fortsætter udenfor i en stor træbeklædt mole, der med en maritim gestus byder publikum og forbipasserende velkommen om bord i teateret.
'Tanken er, at publikumsfoyeren skal være helt åben for offentlig adgang gennem dagen,' fortæller Nikolaj Jensen.
'Der indrettes en informationskranke med billetsalg og en cafe i det sydøstlige hjørne, hvor folk kan rykke udenfor gennem de store glasskydedøre i facaden, der giver en glidende overgang mellem ude og inde.'
Ud over publikumsfoyeren åbner Skuespilhuset sig mod byen med den såkaldte 'Portscene', hvor en stor port i nordfacaden gør det muligt at opføre udendørsteater mod den kommende plads på Kvæsthusmolen.
Auditoriet
På Portscenen kan der desuden opføres indendørs teater i en fleksibelt indrettet sal med plads til 200 tilskuere. Derudover rummer Skuespilhuset en mindre intimscene til eksperimenterende teater med plads til 100 tilskuere.
Hovedattraktionen er dog den store scene, der med det høje kobberbeklædte scenetårn bliver et nyt iøjnefaldende element i Københavns skyline.
Auditoriet til hovedscenen har plads til 650 tilskuere fordelt på et gulvplan i to niveauer og to omkransende balkoner.
'Auditoriet har form som et cirkeludsnit, hvor der maksimalt er omkring 20 m fra publikum til scenekanten for at skabe intimitet i rummet med stor nærhed mellem publikum og skuespillere, og hvor det er let at aflæse ansigtsudtrykkene,' forklarer Nikolaj Jensen.
'Auditoriet er desuden forberedt, så balkonerne kan fortsættes henover scenen, så der dannes en sluttet cirkel med scenen på gulvet midt i rummet.'
'For at der ikke skal opstå resonans i det cirkulære, rum er bagvæggen brudt op i mindre vægstykker i skæve vinkler, samtidig med at murstenene er muret op i et forskudt relief, så der sammen med den akustiske dæmpning i stolene opnås en efterklangstid på ét sekund, der er det optimale til taleteater,' forklarer Nikolaj Jensen om reguleringen af lyden i rummet.
Yderligere reguleres akustikken med et fleksibelt system af vandrette lameller, der kan indsættes i den åbne balustrade til balkonforkanterne.
Bag scenen
Den store scene omkranses på bagsiden af de omfattende tekniske faciliteter, som kræves til afvikling af teaterstykkerne. Området optager over halvdelen af Skuespilhusets stueplan og omfatter udover hovedscenen to sidescener og en bagscene plus to områder i hvert hjørne til opstilling af kulisser.
Port- og Intimscenen er placeret, så de også betjenes fra området bag hovedscenen.
'I indretningen af bagsceneområdet er der lagt vægt på at trække så meget dagslys som muligt ind i rummet for at skabe et godt arbejdsmiljø, hvor personalet igennem dagen har en fornemmelse af vejret og årstiden,' fortæller Nikolaj Jensen.
'Derudover kan væggen lige bag hovedscenen løftes op, så der kan trækkes dagslys helt ind på selve scenen.'
Hovedscenen har et gulvareal på 16x16 m, der kan skydes op og ned i fire tværgående elementer af hver fire meters bredde.
Direkte ned
Skuespillere og statister kommer til de tre scener via trapper fra teaterets øverste etage, der udefra tegner sig som et vandret vinduesbånd omkring hele bygningen med en irregulær sprosseopdeling og et levende mønster af glas i tre grønne nuancer, som med årene vil passe til nuancen på scenetårnets irrede kobberbeklædning.
Udover garderober, toilet- og badefaciliteter til skuespillere og statister rummer etagen alle teaterets sekundære funktioner: Medarbejdernes fælles kantine med køkken, kontorer til administrationen, bibliotek og syværksted samt depoter til kostumer.
Fælles for alle etagens opholdsrum er den enestående udsigt til havnen og ekstreme nærhed til vandet. Særlig stærk er oplevelsen af havnen fra skuespillernes garderober og kantinen langs østfacaden direkte ud til havnen, hvor gulvfladen aftrappes med siddetrin helt ud til glasfacaden, der giver et dragende kig direkte ned i vandspejlet.
|
| Fakta |
Bygherre:
Kulturministeriet
Bruger:
Det Kongelige Teater
Bygherrerådgiver:
Moe & Brødsgaard A/S
Arkitekt:
Lundgaard & Tranberg A/S
Ingeniør:
COWI A/S
teaterteknik - Ramböll AB Sverige
akustik - Gade & Mortensen Akustik I/S, Arup Acoustics
Hovedentreprenør:
E. Pihl & Søn AS
Kunst:
Foyer - Finn Reinbothe
Lyskunst - Jesper Kongshaug
Møderum - John Kørner + Peter Holst Henckel
Areal:
20.000 m2
Opførelsespris:
780 mio. kr.
|
|
|
|
|
|
|
|