7/30/2010 
Tilbage til Organisationer forside »
GTS-instituttet Delta

Akustik & Vibration
Bygning 356
Akademivej, 2800 Lyngby
Tlf. 45 93 12 11

Kongsvang Allé 33
8000 Århus C
Tlf. 86 11 49 22

www.delta.dk


Delta - også lydforhold i bygninger GTS-instituttet Delta løser opgaver inden for elektronik, softwareteknologi, optik, lys, akustik, vibrationer og støj. Af civilingeniør Dan Hoffmeyer Deltas division for Akustik & Vibration

Delta Dansk Elektronik, Lys & Akustik er et godkendt teknologisk serviceinstitut (GTS-institut) tilknyttet Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV).
Delta er en uafhængig, almennyttig, selvejende organisation med ca. 270 medarbejdere.
Det er Deltas mission at hjælpe erhvervsvirksomheder og det øvrige samfund med at skabe værdier gennem innovativ brug af ny teknologi i produkter, processer og miljøer
.

Akustik & Vibration
Deltas division for Akustik & Vibration har ca. 40 medarbejdere og udfører konsulentopgaver, kontraktforskning, undervisning, prøvnings- og udviklingsopgaver inden for:

  • Bygningsakustik
  • Rum- og elektroakustik
  • Ekstern støj fra virksomheder
  • Trafikstøj
  • Maskinstøj og vibrationer
  • Teknisk audiologi
  • Kalibrering

Herudover deltager Delta aktivt i det internationale standardiseringsarbejde på akustikområdet. Delta fungerer yderligere som Miljøstyrelsens Referencelaboratorium for Støjmålinger.

Lydforhold i bygninger
Lydisolation, støj fra installationer, trafikstøj og efterklangstid er vigtige elementer i bygningers akustiske komfort og kvalitet.
Delta bistår byggeriets parter med vurdering og beregning af lydforhold i bygninger ved planlægning af nybyggeri og ved forbedring af eksisterende huse.
Lydforhold i bygninger er også temaet for en række projekter, som Delta har gennemført for By- og Boligministeriet. Projektrapporterne, der blandt andet omhandler ajourføring af kravniveauet for lydforhold i etageboligbyggeri, lydkrav for lette konstruktioner og lydforhold i undervisnings- og daginstitutionsbyggeri, kan findes på ministeriets hjemmeside www.bm.dk.

Ser du lyden?
Ved mange byggerier fokuseres der overvejende på det visuelle - med risiko for, at betydningen af ordentlige lydforhold bliver overset. Delta ser det ved ny- og ombygning af skoler, institutioner, storkontorer og kulturbyggeri. Mange lydmæssigt uheldige lokaler kunne undgås, hvis der ved projekteringen blev skelet til de for brugerne så altafgørende lydforhold.
For boligbyggeri vil en ny, dansk standard åbne mulighed for at gøre lydforholdene synlige. Standarden omhandler lydklassifikation af boliger med hensyn til luftlydisolation, trinlydniveau, støj fra installationer samt indendørs trafikstøj og omfatter fire klasser A, B, C og D. Standarden vil gøre det lettere at forbedre den akustiske kvalitet i boliger for derved at nedbringe problemerne med nabostøj.

Beregningsværktøj til rådgivere
Beregningsprogrammet Bastian introduceres nu herhjemme. Bastian beregner luftlydisolation og trinlydisolation mellem rum i bygninger samt facaders lydisolation, alt sammen i henhold til de nye, europæiske beregningsstandarder inden for bygningsakustik: DS/EN 12354:2000-serien. Det forventes, at Bastian bliver de rådgivendes førende program til beregning af bygningers lydisolation både i Danmark og i vore nabolande. Programmet, der er af tysk oprindelse, suppleres med en nordisk database, der bygger på laboratoriedata fra nordiske byggevareproducenter.
Delta står for opbygningen af den danske del af databasen og forventer stor interesse fra de danske byggevareleverandører for at få deres produkter med i dette beregningsværktøj, der vil forenkle og forbedre mulighederne for at projektere bygninger ud fra aktuelle lydkrav.

CE-mærkning af byggevarer
CE-mærkning af byggevarer i henhold til byggevaredirektivet vil for nogle produkttyper forudsætte, at der er gennemført en typeprøvning af produktets akustiske egenskaber af et på forhånd godkendt organ. Delta er i denne forbindelse prænotificeret af By- og Boligministeriet til at udføre bygningsakustisk laboratorieprøvning af vinduers og døres lydisolation og af trafikstøjskærmes lydabsorption og lydisolation.
For andre produkter med akustisk funktion, hvor der ikke direkte kræves typeprøvning udført af et notificeret prøvningslaboratorium, kan der også - afhængigt af de enkelte produktstandarder - være behov for at angive de lydtekniske egenskaber i forbindelse med CE-mærkningen.
Delta tilbyder byggevareproducenterne laboratoriefaciliteter og ekspertise til at måle og dokumentere de akustiske egenskaber for en lang række bygningsdele og produkter såsom etageadskillelser, gulve, gulvbelægninger, vægge, akustiklofter mv.
Delta udfører bygningsakustiske laboratoriemålinger som akkrediteret teknisk prøvning eller som orienterende målinger, f.eks. når instituttet medvirker ved produktudvikling af byggevarer.

Bygningsakustisk datasamling på internet
For akkrediteret prøvning udført hos Delta vil der fremover blive mulighed for at markedsføre produkter og resultater gennem Deltas bygningsakustiske datasamling, som er under opbygning på internettet. Datasamlingen skal for de projekterende være en nem mulighed for at finde lydisolations- eller absorptionsværdier for bygningsdele, komponenter og konstruktioner, der markedsføres i Danmark.
Lydteknisk Institut (nu Delta) har tidligere med succes stået for en sådan datasamling i form af et ringbind på abonnementsbasis.

Byggeriets Akustiske Målestation
Byggeriets Akustiske Målestation BAM er også en service, der tilbydes af Akustik & Vibration-divisionen i Delta.
BAM udfører bygningsakustiske feltmålinger for private og offentlige bygherrer, entreprenører, rådgivere m.fl. BAM-målingerne skal dokumentere, at et byggeri opfylder kravene i bygningsreglementernes lydbestemmelser eller i byggeriets udbudsmateriale. Kontrolmålinger udføres oftest som akkrediteret teknisk prøvning i det færdige byggeri.

Vil du se mere?
Du kan se mere om Delta på www.delta.dk. Har du spørgsmål om lydforhold i bygninger, er du velkommen til at kontakte Delta i Lyngby eller Århus, se nedenfor.
Beskrivelse, præsentation mv. af Bastian kan findes på www.delta.dk ved at søge på ordet 'bastian'.
En demoudgave af den bygningsakustiske datasamling på internettet findes tilsvarende ved at søge på 'datasamling'.



Bastian - nyt værktøj til beregning af bygningers lydisolation.