Ny dansk arbejdsmiljøinstitution
med tilbud - også til byggebranchen.
Af informationsmedarbejder Jørgen
Wedel
Arbejdsmiljørådets Service Center
Arbejdsmiljørådets Service Center har
en række tilbud om informationer og ny viden om arbejdsmiljø
til danske virksomheder.
Centret, der i daglig tale kaldes ASC, er oprettet 1. januar
1999 og er en statslig institution under Arbejdsministeriet.
Det løser en række opgaver for Arbejdsmiljørådet, der er
det øverste organ i den del af det danske arbejdsmiljøsystem,
som styres af arbejdsmarkedets parter.
ASC er på finansloven, men har også egne indtægter fra bl.a.
salg af arbejdsmiljømaterialer, abonnementer og indtægter
fra konference- og kursusvirksomhed.
Centret har 27 medarbejdere og ledes af en direktør, Susanne
Volqvartz, der er udnævnt af arbejdsministeren.
- Vi er en formidlingsinstitution, og som en sådan er vi
meget interesserede i at komme i tæt kontakt med vores brugere.
Det sker både ved, at brugerne kan komme til arrangementer
på centret og gennem vores arbejdsmiljøbutik, vores medier
og på mange andre måder, siger hun.
ASC har en række tilbud til danske virksomheder:
Arbejdsmiljøbutik
ASC forhandler et stort sortiment af informationsmaterialer
og har en ambition om at blive arbejdsmiljøbutik for hele
det danske arbejdsmiljøsystem, så virksomhederne kun har
ét sted, de behøver henvende sig.
I butikken forhandles bl.a. vejledninger fra branchearbejdsmiljøråd,
herunder Branchearbejdsmiljørådet for bygge og anlæg. Der
er også pjecer, videoer, bøger, computerspil, undervisningsmaterialer
og forskningsrapporter på hylderne.
Materialerne er samlet i et elektronisk katalog, der løbende
opdateres på centrets websted. Her kan man søge efter emner
og materialetyper, og man kan bestille varer online.
På webstedet kan man i øvrigt finde nyttige arbejdsmiljøadresser
og -links, finde godkendte udbydere af den obligatoriske
arbejdsmiljøuddannelse og meget andet.
Blad og nyhedsbrev
ASC udgiver tidsskriftet Arbejdsmiljø og nyhedsbrevet Det
ny ABF, der begge udkommer en gang om måneden.
Arbejdsmiljø bringer nyheder, artikler og artikelserier
om alle emner inden for arbejdsmiljø, heriblandt reportager
fra virksomheder der har fundet gode løsninger på arbejdsmiljøproblemer.
Bladet har knap 15.000 abonnenter, hvoraf de fleste er virksomheder.
Det ny ABF har nyheder om regler, vejledninger, udgivelser
m.v. Via en kuponservice kan man bestille de omtalte materialer,
og nyhedsbrevet er ofte vedlagt særlig vigtigt materiale.
Det ny ABF har omkring 6000 danske virksomheder som abonnenter.
Konferencer
og rejser
ASC arrangerer konferencer og temadage med arbejdsmiljøemner
og tilbyder også studierejser og rejser til større arbejdsmiljøarrangementer
i udlandet.
Centret råder over eget kursus- og konferencecenter, som
andre også kan benytte.
Udstillingen for Arbejderbeskyttelse
ASC huser Udstillingen for Arbejderbeskyttelse, der på stande,
som aktiverer de besøgende, levendegør arbejdsmiljøproblemer
og deres løsninger inden for en række brancher. En større
stand om bygge og anlæg er under udvikling.
Udstillingen, der besøges af ca. 12.000 årligt, tilbyder
rundvisning og særlige arrangementer for grupper fra arbejdspladser
og bruges i øvrigt af mange erhvervsskoler, AMU-centre og
folkeskoler.
|