7/30/2010 
Tilbage til Organisationer forside »
Danske Snedker- og Tømrermestre

 
Danske Snedker- og Tømrermestre
Amaliegade 31
1256 København K
Telefon: 33 93 20 00
Telefax: 33 93 19 03

En ren træorganisation for snedkere, tømrere, træindustri og beslægtet virksomhed.

Af faglig konsulent Erik Møbius
Danske Snedker- og Tømrermestre

Danske Snedker- og Tømrermestre, i daglig tale kaldet DST, blev det nye navn for Sammenslutningen af Snedkermester-foreninger i Danmark, da det i 1994 blev vedtaget, at denne gamle arbejdsgiverforening, der blev stiftet i Fredericia den 3. august 1925, skulle være landsdækkende.
Det blev samtidig vedtaget at optage nye medlemmer i foreningen, der hidtil fortrinsvis havde bestået af snedkermestre og træindustrielle virksomheder. I dag indgår det således i foreningens formålsparagraf at samle virksomheder, der udøver snedker-, tømrer-, træindustriel og dermed beslægtet virksomhed.
Efter en forsigtig start med ca. 60 medlemmer er udviklingen i DST gået støt og rolig fremad til foreløbig knap 450 medlemmer, spændende fra enkeltmandsvirksomheden til virksomheder med op til 400-500 ansatte.

Flad organisationsstruktur
Udover at samle virksomheder indenfor træbranchen er det DST´s primære opgave at varetage medlemmernes faglige interesser, samt at yde service til medlemmerne. Til dette formål har foreningen etableret et sekretariat, hvor medlemsvirksomhederne får rådgivning i overenskomstmæssige, faglige og juridiske spørgsmål. At der kun er ét sted, medlemmerne skal henvende sig, er medvirkende til at skabe et tæt forhold mellem organisationen og medlemmerne.
Via medlemsbladet DST-NYT og DST´s cirkulæreudsendelser holdes medlemmerne informeret om nyheder, der har betydning for den daglige drift af virksomheden.
Den flade organisation betyder også, at medlemmerne har stor indflydelse på de beslutninger, der tages, og således er med til at bestemme, i hvilken retning foreningen skal bevæge sig.
Medlemmernes erhvervsmæssige interesser varetages primært via DST´s medlemskab af Håndværksrådet, hvis indsats for de små og mellemstore virksomheder er meget betydelig. Som medlem af DST er man således samtidig medlem af Håndværksrådet og er i kraft heraf med til at sætte fingeraftryk på den politiske dagsorden.
DST har sammen med en række andre organisationer, herunder Håndværksrådet, kontorfællesskab i Håndværkets Hus, hvilket ud over at give gode samarbejdsrelationer på tværs også er med til at holde de økonomiske udgifter nede.

Ekstra serviceydelser
Udover 'kerneydelserne', der er dækket af kontingentet, har DST´s medlemmer mulighed for at benytte en række serviceydelser af mere forretningsmæssig karakter. DST har valgt at tilbyde disse ydelser ved at indgå samarbejdsaftaler med private virksomheder i stedet for selv at opbygge en fordyrende organisation. På denne måde sikres det, at priserne er konkurrencedygtige og produktet i orden, samt - vigtigst af alt - det er kun de medlemmer, der benytter disse ekstra ydelser, der er med til at betale. Det er faktisk grundholdningen i DST at holde kontingentet på et niveau, hvor alle kan være med. Til gengæld må man betale lidt ekstra for de ydelser, der ikke umiddelbart dækkes af medlemskabet - det mener vi, er et sundt princip.
Af disse ekstra forretningsmæssige ydelser kan nævnes

  • Brancherettede edb-løsninger
  • Tilbudsberegning, akkordkritik mv.
  • Virksomhedstilpassede forsikringsløsninger
  • Blanketter med standardiserede tilbudssedler, ordrebekræftelser m.m.

Selvstændig forhandlingsret
DST har overenskomst med Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark og er en af de få tilbageværende arbejdsgiverorganisationer, der fortsat hævder sin ret til selvstændigt at forhandle overenskomst. Det er en central del for DST at have egen forhandlingsret uden indblanding, eller sagt med andre ord - DST slår selv sømmet i.

Historie:
Sammenslutningen af Snedkermester-foreninger i Danmark blev stiftet den 3. august 1925 i Fredericia. Foreningen bestod af:

  • Midtfyns Snedkermesterforening
  • Fyns Stift Snedkermesterforening
  • Sydjydsk Snedkermesterforening
  • Vestjydsk snedkermesterforening
  • Sønderborg Snedkerlaug

med i alt 349 medlemmer, hvilket efter datidens forhold var en stor forening.

Arkivfoto: Michael Odsgard