7/30/2010 
Tilbage til Organisationer forside »
Glarmesterlauget i Danmark

Glarmesterlauget i Danmark
Gothersgade 160
1123 København K
Tlf. 33 13 65 10
Fax 33 13 65 60
www.glarmesterlauget.dk

Glarmesterlauget sikrer indsigt i glas Arbejdsgiverorganisationen for glasvirksomheder i Danmark.
Af direktør i Glarmesterlauget
Hans-Georg Nielsen

Stolte traditioner og fagligt engagement er, hvad folk uden for glasbranchen ofte forbinder med Glarmesterlauget i Danmark. Det er også rigtigt. Som en af de ældste interesseorganisationer i Danmark har lauget rødder tilbage til det 15. århundrede. Men Glarmesterlauget kan og vil langt mere end det.

Traditionelt håndværk - moderne branche
Udviklingen i byggebranchen betyder, at glasentreprisen udgør en stadig større del af det samlede byggeri og derfor nu oftere skilles ud som en selvstændig fagentreprise. En udvikling man naturligvis hilser velkommen i Glarmesterlauget.
Samtidig betyder den teknologiske udvikling, at der konstant stilles krav til glarmestrene om at følge med. Det betyder, at faget er under forvandling fra et traditionelt håndværksfag til en moderne branche med viden og kompetence også inden for glas-/alukonstruktioner. Her spiller Glarmesterlauget en central rolle.

Glasteknisk ekspertise
Udover at varetage rollen som arbejdsgiverforening fungerer lauget som rådgivningscenter for medlemmerne.
Rådgivningscentret yder bl.a. rådgivning inden for områder som:

  • Konstruktioner
  • Arbejdsmiljø
  • Miljøforhold
  • Valg af glas og andre materialer
  • Styrkeberegning
  • Bygningsreglement
  • Monteringsmetode

Typisk løses større projekter i en tæt dialog med laugets tekniske specialister.

Bygnings- og Facadegruppen
En del af laugets medlemmer er gået sammen og har etableret Bygnings- og Facadegruppen. Målet med etableringen er at få del i det stadigt voksende antal af større glasentrepriser.
Gruppen består af medlemmer, som har bred erfaring i at arbejde med glas i konstruktionsmæssig sammenhæng. Ved at gå sammen i konsortier sikrer man den nødvendige størrelse og kompetence og kan derfor målrettet gå efter de store opgaver.

Publikationer
Et andet område, hvor Glarmesterlauget har deltaget aktivt, er udarbejdelsen af BPS-publikationen BPS 124 'typiske beskrivelsesafsnit - glarmesterarbejde', som er et godt redskab til de projekterende i forbindelse med udarbejdelse af en beskrivelse af en glarmesterentreprise. Formålet er at hjælpe de rådgivende og bygherren i forbindelse med projekteringen.
Desuden er Glarmesterlauget involveret i udarbejdelsen af flere BYG-ERFA blade om glas og dets korrekte anvendelse i byggeriet.

Service til medlemmerne
Udover at tilbyde teknisk assistance varetager lauget en lang række centrale funktioner - herunder bl.a. tilrettelæggelsen af uddannelsen og de løbende efteruddannelsesaktiviteter.
Desuden deltager man aktivt i branchens arbejde med at påvirke myndighederne til en mere hensigtsmæssig lovgivning omkring brugen af glas i f.eks. byggebranchen.
Lauget er endvidere medudgiver af tidsskriftet GlasMagasinet, som er et vigtigt organ i forbindelse med formidling af viden og information.

Baggrund
Glarmesterlauget i Danmark blev etableret i 1497 og hører dermed til blandt de ældste og mest traditionsrige interesseorganisationer.
Glarmesterlauget er via SAMA (Sammenslutningen af Mindre Arbejdsgiverforeninger) en selvstændig arbejdsgiverforening under DA med en central rolle i glasbranchen, og lauget har 380 medlemmer indenfor byggeri, autoglas, indramning, butikshandel og termorudeproduktion. Organisationen arbejder for at skabe de bedste erhvervsmæssige forhold for medlemmerne samt at medvirke til en fastholdelse og udvikling af et højt fagligt og teknisk niveau i branchen.
Glarmesterlauget i Danmark indgår som den ene af tre organisationer i paraplyorganisationen GlasBranche Foreningen. GlasBranche Foreningen har til formål at fremme brugen af glas i Danmark.

Internationalt samarbejde
Glarmesterlauget deltager i internationalt samarbejde på europæisk plan i den europæiske glarmesterunion UEMV, samt på nordisk plan ved samarbejde med de nordiske glasbrancheforeninger.

'Den Sorte Diamant', Det Kgl. Bibliotek i København, er et eksempel på et byggeri, hvor flere af Bygnings- og Facadegruppens medlemmer har udført arbejde i forbindelse med glasentreprisen.